Villaer og parcelhuse: En rejse gennem dansk boligarkitektur

Villaer og parcelhuse er nogle af de mest almindelige boligformer i dag. Men faktisk er villaen, som vi kender den i dag, en forholdsvis ny type bolig. Det var først fra midten af 1800-tallet, man begyndte at bygge større huse til den enkelte familie. Det hang sammen med, at der på dette tidspunkt skete store ændringer i samfundet.

Byerne voksede, og folk flyttede fra gårde og små husmandssteder på landet og ind til byen. Her boede man i lejligheder eller i små huse.

Byerne fortsatte med at vokse, og lidt uden for byen begyndte man at opføre nye boligområder. Her var det villaer, man byggede. Og det var tydeligt, hvem de blev bygget til. De fattige arbejdere boede inde i byen – tæt på fabrikkerne. Ude i villakvartererne boede så de mere velhavende borgere. Tæt på naturen og på afstand af fabrikkernes larm og røg.

Der havde været villaer før i tiden, men ikke ret mange. De havde også mest været brugt som en slags landsteder, hvor rige borgere kunne tage hen, når de skulle lidt væk fra byen. Et eksempel på en tidlig villa er Villa Spurveskjul, som er opført i nyklassicistisk stil i slutningen af 1700-tallet.

Det vigtigste for de tidlige villaer var, at de var flotte og repræsentative. De villaer, der nu blev bygget, havde familielivet i centrum. Villaerne skulle være praktiske og hyggelige. For de rigeste var det dog stadig vigtigt, at deres hjem kunne bruges til at modtage fine gæster i. Deres villaer fik store, repræsentative entreer, trapper og højloftede stuer i forlængelse af hinanden.

Villaen har siden udviklet sig, og i dag har vi mange forskellige typer villaer. Her kan du læse om nogle af de vigtigste.

Patriciervilla

De første villaer blev bygget omkring 1860. Det var store huse, der ofte var bygget i historicistisk stil. Man lånte fx søjler og frontoner fra klassicismen. En typisk villa fra den tid er en stor, hvid bygning med tag af sort tegl og med en enkel udsmykning. Desuden byggede nogle af arkitekterne også i den nationalromantiske stil med elementer fra den gamle nordiske bygningskunst, fx trækudskæringer.

Disse huse er som regel opført i røde mursten, som var det typiske danske byggemateriale. Husene går under navnet patriciervillaer. Patricier betyder overklasseborger, og det var netop rige advokater, overlæger og fabrikanter, der lod villaerne bygge.

Det var især indtil 1920, denne type huse blev bygget. Men stilen fra patriciervillaerne bruges stadig, når der skal bygges store, dyre villaer.

Nationalromantisk villa

Omkring år 1900 kom der en strømning i arkitekturen, hvor man hentede inspiration fra gamle, nordiske bygningstyper. Ornamentik og udsmykning blev kopieret fra gamle nordiske ornamenter, og bindingsværket blev hentet ind, selvom det ikke længere var nødvendigt til at holde murværket sammen med.

Nationalromantikken, som stilen blev kaldt, ville give bygningerne et nationalt udtryk ved at bruge historiske former. Man brugte røde mursten og tegl, som var typiske danske byggematerialer.

Inspirationen kom ikke kun fra Danmark, men også fra Schweiz og England. Flere rigmandsvillaer blev opført i den nationalromantiske stil. Det var ikke kun dansk, men også engelsk og schweizisk stil, man blev inspireret af.

Martin Nyrops villaer i Aalborg viser tydeligt den danske nationalromantik, mens Anton Rosen i Gerthasminde i Odense var inspireret af de engelske havebyer.

Nationalromantikkens huse er enkle. Det hjemlige og trygge var i højsædet for arkitekterne.

Murermestervilla

Villaen blev hurtigt en meget almindelig form for bolig. Derfor udviklede man villaer, der ikke var så store og prangende som patriciervillaerne. Det var en helt ny opgave for arkitekterne, der ikke før havde bygget huse til almindelige mennesker. Men flere og flere arkitekter begyndte at interessere sig for, hvordan man kunne skabe gode boligforhold for andre end velhavere og adelige.

Den mest kendte villatype er murermestervillaen, som især blev bygget fra 1913 og frem til midten af 1930’erne. Murermestervillaen er et mindre, enkelt og næsten firkantet hus, der som regel er bygget i røde mursten og med et tag af rødt tegl. Taget er ofte med halvvalm. Indvendigt er stueetagen delt i fire næsten lige store rum, der ligger omkring den centrale skorsten. Da husene blev bygget, varmede brændeovnen og skorstensrøret hele huset op. Denne opdeling af rummene gør huset meget praktisk. Samtidig er det et smukt hus, der for mange er meget typisk dansk.

Modernistisk villa

Den tidlige modernisme prægede arkitekturen i 1930’erne. I Danmark blev denne stil også kaldt funktionalisme. Her skulle bygninger være praktiske og enkle, og der skulle ikke være noget overflødigt.

Funktionalismens villaer – funkisvillaer, som de blev kaldt, blev aldrig særligt udbredte i Danmark. Men de få, der blev bygget, var af høj kvalitet og som oftest enkle, hvide, kasser, med store vinduespartier.

Der blev ikke bygget så mange funkisvillaer, fordi mange mennesker fandt dem kolde, kantede og hårde, så funkisvillaerne slog dengang aldrig helt an. Men de ideer om form og funktion, der lå bag funkisvillaen, fik siden stor betydning. I dag er funkisvillaerne meget attraktive.

Efter 2. verdenskrig fandt mange arkitekter inspiration i andre lande. Det var især fra USA og Japan, man hentede ideer hjem til byggeriet af danske villaer.

Fra begyndelsen af 1950’erne skød en ny type moderne villaer frem. Det var enetages huse med flade tage. Vinduerne mod syd gik fra gulv til loft, så der kunne komme masser af lys ind. Indvendigt var der ikke nogen fast opdeling af rummene. I stedet var der åbne planer, hvor rummene f.eks. kunne adskilles med skydedøre. Væggene var malet hvide og var uden tapet, hvilket var noget helt nyt på dette tidspunkt. Farver og materialer blev holdt så enkelt som muligt.

Jørn Utzon var blandt de arkitekter i Danmark, som tegnede sådanne modernistiske villaer. Fredensborghusene er bygget i årene fra 1959 til 1960. Det er 30 rækkehuse med haver og 47 vinkelbyggede gårdhavehuse. Haverne skulle give større nærhed med naturen. Husenes former er enkle og glider smukt ind i den omgivende natur.

Typehus / Parcelhuset

Et voksende offentligt engagement i boligproblemet, og en fortsat industrialisering af samfundet, gjorde det muligt for stadig flere mellemindkomster at erhverve eget hus i slutningen af det 19. århundrede.

Der blev for alvor sat skub i “småhusbyggeriet”, da staten i en periode på tyve år fra 1938 til 1958 gav mulighed for statslån, der især skulle hjælpe børnerige familier til bedre og sundere boliger. På den måde blev parcelhuset nærmest folkeeje og vandt frem både geografisk og socialt.

I 1950’erne og 1960’erne byggede man mange, enkle etplanshuse, der stort set lignede hinanden. Derfor begyndte forskellige byggefirmaer at bygge parcelhuse – eller typehuse, som de også kaldes. Folk, der skulle have bygget hus, kunne vælge et typehus i et katalog, og så stod byggefirmaet for at opføre det. Det var billige huse, fordi de mange ens huse gjorde, at de enkelte dele kunne fremstilles billigt. Desuden blev byggeprocessen lettere.

Grundplanen er bygget op omkring en L-formet gang, der giver adgang til alle husets rum. En køkkenindgang fører ind til bryggers og køkken. De fleste af husene er bygget af røde eller gule mursten.

Særligt i perioden fra 1960’erne til 1970’erne boomer parcelhusbyggeriet, og halvdelen af den samlede parcelhusbestand opføres. I en periode hvor huspriserne steg, og regeringen sørgede for store skattefordele, blev det en god forretning at være husejer.

I 70’erne debatteres livet i de store parcelhusområder, og nogle peger kritisk på behovet for en bedre byplanlægning. Parcelhusene blev sammen med de kolossale store og meget ens områder de lå på, betegnet som identitetsløse og fremmedgørende.

På trods af energikrise og kritik af parcelhusområderne fortsatte danskerne i stor stil med at flytte i eget parcelhus i forstæderne. I disse år er en ny tendens opstået inden for parcelhusbyggeriet: arkitekttegnede parcelhuse af en række nye typehusfirmaer.

Eksperimenterende villaer

I 1980’erne begyndte flere arkitekter at udfordre de gældende regler for, hvordan en bygning skulle se ud. Postmodernismen, som stilen hed, førte til villaer, der var helt anderledes. Søjler og buer i forskellige materialer og farver dekorerede husene. Indvendigt bød en friere og til tider overraskende grundplan på nye oplevelser. Overalt blev der leget med former og materialer.

Der er ikke bygget ret mange postmodernistiske villaer, da de fleste mennesker fandt stilen for besynderlig.

Arkitekter eksperimenterer løbende med, hvordan man bedst skaber gode forhold for plads, lys og funktioner i boligen. Der bygges stadig typehuse, der kan bygges billigt og placeres hvor som helst. Men der bygges også villaer, som er tilpasset en helt særlig grund.