Skip to main content

Derfor skal du kende Dorte Mandrup

Hun er af vor tids største arkitekter. Gennem snart et kvart århundrede har Dorte Mandrup hendes tegnestue på Vesterbro stået bag en perlerække af prisvindende projekter i både ind- og udland.

Af Dansk Arkitektur Center

I snart 25 år har Mandrup designet bygninger, der skaber æstetisk glæde, og som engagerer mennesker, og du kender garanteret allerede hendes projekter. I København står Dorte Mandrup nemlig bag flere børnekulturhuse og idrætshuse, blandt andet Prismen på Amager, og kursuscenteret Valencia på Vesterbro. Hun er også arkitekten bag det kommende IKEA-varehus på Kalvebod Brygge i København.

Omgivelserne inspirerer

Særligt ved Dorte Mandrups arkitektur er respekten for stedernes og landskabet karakter og historiske betydning. Det træder tydeligt frem i projekter som Isfjordscenteret i Grønland og Vadehavscenteret i Ribe, at Mandrup lader omgivelserne inspirere og forme projekterne.

2018 var et stort år for Dorte Mandrup. Hun modtog Finn Juhl Prisen, Statens Kunstfonds livslange hædersydelse og blev udnævnt til juryformand for den prestigiøse europæiske pris Mies van der Rohe – som den første dansker siden prisens første uddeling i 1987. Derudover udstillede tegnestuen på hovedudstillingen ved den prestigefulde arkitektur-biennale i Venedig.

"”Jeg er ikke en signaturarkitekt, som placerer den samme dims, uanset hvor henne i verden, jeg er. Vi arbejder stik modsat, for vi insisterer på at lave en grundig analyse af de potentialer, der er til stede, hvor byggeriet skal være.”"

Dorte Mandrup lytter til landskaberne

Hvis arkitektur skal give mening, kræver det, at man lytter til landskabet og har mod til at eksperimentere, mener Dorte Mandrup. Politiken har skrevet et portræt af stjernearkitekten, der bruger sin stedsans, når hun skal løse udfordrende opgaver som Ilulissat Isfjordcenter i Grønland og Vadehavscentret i Ribe.

Læs portrættet her

Helt kort

Dorte Mandrup er født i 1961 og gik på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, før hun blev optaget på Arkitektskolen i Aarhus.

I 1991 dimitterede Dorte Mandrup fra arkitektskolen i Aarhus.

I 1999 stiftede Dorte Mandrup tegnestue i eget navn, hvor hun i dag fungerer som kreativ direktør.

Tegnestuen består i dag af et internationalt team med projekter adskillige steder i verden.