Oldtiden

For 5.000 år siden blev der opført storstensgrave som dysser og jættestuer i Danmark. Deres konstruktionsmetoder, stabilitet og bevaring er ganske enestående inden for europæisk arkitektur – og mange steder i Danmark kan man i dag kravle ind i de smukke, gamle stenrum og her få den samme rumfornemmelse, som vores forfædre fik i stenalderen.

Materialer og samarbejde i oldtiden

I oldtiden blev boliger og gravanlæg bygget af de materialer, der var til rådighed – jord, ler, sand, træ og sten. Stenene skulle oftest flyttes over lange afstande, og man var i stand til at løfte de mere end 20 tons tunge sten alene ved hjælp af menneskekræfter. Denne transport har krævet et tæt samarbejde mellem mange mennesker og en velorganiseret kultur.

Sporene findes i jorden

Gravanlæggene i sten er blevet bevaret for eftertiden, men boligerne i træ og ler er gået naturligt til grunde. Man ved derfor ikke særlig meget om, hvordan boligerne i forhistorisk tid så ud. Ud fra fund af stolpehuller i jorden kan arkæologer og arkitekter dog forsøge at rekonstruere husenes udseende i de forskellige perioder.

Sunde og holdbare konstruktioner

De forhistoriske huse havde oftest lerklinede vægge. Omkring et fletværk af tynde grene – såkaldte “vidjer” – smurte man æltet ler fra to sider på væggen. Studier har vist, at huse med lervægge er fænomenale til at regulere varme og fugt, og de har derfor været sunde at bo i.

Huse bygget i stav-, bul- og bindingsværkskonstruktioner har man også kendt til, og til det har man benyttet tilhugget tømmer, altså en slags brædder. Når de sættes lodret i væggen, er der tale om stavbyggeri. Når de er placeret vandret, er der tale om et bul-hus.

I selve grundkonstruktionen er der ikke den store forskel på et af stenalderens langhuse og en bondegård fra 1700-tallet.

Jæger- og bondestenalder
– fra ca. 12.500 til 1.700 f.Kr.

I den ældste stenalder var Danmark i de første flere tusinde år et goldt og øde tundraland – altså et stort moseområde, hvor jorden var bundfrossen hele året. Senere blev landet delvist dækket af en skov. Denne skov var en blanding af mange træarter og buske, der var tilpasset de forskellige klimatiske forhold.

Befolkningen ernærede sig især ved jagt og fiskeri, hvilket betød, at man var nødt til at vandre meget. Fra denne tid har man fundet en serie små, lette hytter, der sandsynligvis bestod af et spinkelt skelet af træ med skind henover – måske noget i retningen af en traditionel nordamerikansk tipi.

De første bønder og stationære bosættelser

Omkring 4.000 f.Kr. begyndte mennesker i Danmark at dyrke jorden. Det betød, at det ikke længere var nødvendigt at rejse rundt mellem forskellige jagtsteder og fiskepladser. Man kunne blive på samme sted som bønder med afgrøder og dyr. I løbet af nogle få hundrede år begyndte man at opføre mere permanente boliger. Husene lå spredt ud over landskabet, så man boede endnu ikke i landsbyer. Sandsynligvis har man boet i nærheden af husdyrenes græsningsarealer og tæt på de opdyrkede marker.

Langhuse og fællesskaber i bondestenalderen

Bondestenalderens to-skibede langhuse havde en række kraftige stolper i midten, der bar taget, og vægge, der oftest var lerklinede. De to-skibede huse var fem til syv meter brede og kunne være op til 40 meter lange. Man formoder, at én, måske to familier boede i dem.

Da man boede meget spredt, har der sandsynligvis været behov for nogle fællesanlæg, hvor man kunne mødes. Cirka 500 år efter man blev et bondefolk, begyndte man at opføre stendysser. Man formoder, at der i Danmark blev bygget omkring 30.000 stendysser i en periode på 200-300 år.

Stendysser – de tidligste gravmonumenter

En dysse består af mindst fire lodretstående sten, der øverst er dækket af en stor vandret liggende dæksten. Nogle gange kan dyssen have en lille gang, der aldrig er dækket af en dæksten.

Dysserne kan ligge enkeltvis i landskabet, eller de kan være placeret flere sammen, og de kan være indrammet af andre store sten. Hvis dysserne tilsammen udgør en kreds, kaldes det en runddysse, og hvis dysserne tilsammen udgør en rektangulær form, kaldes det en langdysse.

Brugt til begravelse

Dysserne blev bygget omkring 3.500–3.200 f.Kr., og de menes at have været brugt til begravelser. Men de skeletter, man har fundet i dem, er ofte flere hundrede år yngre.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at dysserne ikke blev brugt som grave fra starten, men snarere at de er blevet genbrugt senere. Sporene fra de tidligste begravelser kan være forsvundet med tiden – for eksempel ved ombygninger.

Ved udgravninger har man fundet flotte lerkar og flintøkser, som viser, at dysserne også havde stor rituel betydning.

Jættestuer – avanceret stenbyggeri med teknik og symbolik

Omkring 3.200 f.Kr. udviklede stenarkitekturen sig til jættestuer. Man begyndte at bygge store stenkamre med en overdækket gang. Jættestuerne har i reglen en bredde på 2,5 meter, og de kan være mere end to meter høje og over 10 meter lange.

Vinkelret på kammeret var der altid placeret en lav gang. Jættestuerne var placeret i en rundhøj eller langhøj, og de har altid været helt jorddækkede.

Konstruktion og materialer i jættestuerne

I jættestuerne er mellemrummene mellem kamrenes store sten altid udfyldt med små flade sandsten, kaldet tørmur. Disse murværker er opbygget i skiftende lag med datidens “mørtelmasse” i form af enten ler eller kridt opløst i vand.

I Danmark er der fundet membranlag af birkebark mellem stenfliserne. Bag kamrene finder man komplicerede konstruktioner, der skulle holde de store sten på plads samt holde kammeret tørt.

Ved sindrige jordlag, skiftende mellem udvalgt fint ler, lag med knust og sommetider hvidbrændt flint (flint, der ved ildpåvirkning har fået en hvid, krakeleret overflade) og fine sandlag, har man kunnet lede vand væk fra jættestuens kamre, så disse kamre er stadig tørre efter mere end 5.000 år.

Jættestuernes funktion og brug som gravkamre

Jættestuerne blev kun bygget i en kort periode på cirka 200 år, men efterfølgende er de blevet brugt i over 1.000 år til begravelser. For mere end 5.000 år siden har man således i Danmark haft en stor byggeaktivitet, hvor man ved sindrige teknikker har flyttet tonstunge sten og fået dem indsat i bygningsværker, der står den dag i dag.

Saruppladsen – rituelle anlæg og fællesskaber

Mellem 3.400 og 3.100 f.Kr. opførte man også nogle op til 20 hektar store pladser, der var indrammet af store, aflange nedgravninger og stolpehegn. Den mest omhyggeligt udgravede plads af denne type er blevet fundet i Sarup på Sydvestfyn.

Da disse pladser er opført af forgængeligt materiale, er de i dag næsten ikke til at se i landskabet. Man formoder, at opførelsen af Saruppladsen alene har krævet en indsats af 170 mand i tre måneder.

Muligvis indgik stengravene og Saruppladserne i et kompliceret rituelt system, hvor man kan formode, at afdøde personer først blev gravlagt på Saruppladserne, hvorefter dele af deres skelet blev genbegravet i stengravene.

Bronzealder
– fra ca. 1.700 til 500 f.Kr

Samfundet udvikler sig, og man begynder at handle og sejle mere. Den megen bronze, man har fundet fra denne periode, har krævet livlige handelsforbindelser med Syden. Fra perioden har man fundet spor efter mange huse, der til at begynde med lignede dem fra bondestenalderen.

Store gravhøje bygget af græstørv

Periodens mest markante bygningsværker er de mere end 100.000 gravhøje, der blev opført i Danmark i denne periode. Kun 30.000 af højene er bevaret i dag, men det udgør stadig et markant indslag i kulturlandskabet, hvor næsten hver bakketop er kronet af en høj. Ingen andre lande har så tæt en koncentration af høje.

Periodens mange gravhøje blev bygget af græstørv. Til en almindelig høj har man haft behov for over 100.000 græstørv i størrelsen 40 x 40 x 5 cm. Det var et stort arbejde at opføre en høj, og samtidig hermed fjernede man den gode muldjord, som man ellers skulle dyrke korn i. I midten af bronzealderens høje har der stået en egekiste. Periodens mest kendte fund er Egtvedpigens grav og Borum Eshøj.

Treskibede huse og dekorerede vægge

I den ældre bronzealder sker der en markant ændring i konstruktionen af oldtidshusene, idet man nu bygger dem treskibede, det vil sige med to rækker tagbærende stolper på langs inde i huset. Det medfører, at husene kan gøres bredere, og at man får mulighed for at opbevare for eksempel hø på loftet, da loftet nu er stærkere.

Midt på husenes langvægge er der altid placeret to døre lige over for hinanden. Væggene er stadig lerklinede, men i Voldtofte på Fyn har man fundet spor efter, at lerkliningen har været bemalet. Derfor har husene ikke bare været lerfarvede, men har stået i stærke farver.

Som i bondestenalderen lå husene spredt ud i landskabet, men fundet af flere huse på samme sted kan tyde på, at man blev boende på samme sted, og man kun flyttede få meter, når et nyt hus skulle erstatte det gamle.

Jernalder
– fra ca. 500 f.Kr. til 800 e.Kr.

I jernalderen fortsatte man den levevis, man havde haft i bronzealderen. Men man havde ikke længere det samme behov for at importere bronze, idet man kunne udvinde jern af myremalm, som findes naturligt i det danske landskab.

I århundrederne før vor tidsregning ændrede bosættelserne sig. Man flyttede nu sammen i landsbyfællesskaber. De treskibede langhuse lå nu tæt sammen, og landsbyen kunne være omgivet af et hegn. Enkelte huse var større og kunne have ekstra hegn. Det tyder på, at der er ved at opstå et klasseopdelt samfund med en overklasse af storbønder.

Gårdanlæg og rigdom i jernalderens slutning

Det klassedelte samfund synes at udvikle sig længere op i tiden og resulterede efterhånden i meget store gårdanlæg med mange udhuse og staklader samt gravpladser med rigt udstyrede begravelser.

Perioden har haft tæt kontakt med Sydeuropa (Romerriget), og man må formode, at man kendte til hinandens eksistens og levevis.

Huse og materialer i hele landet

Over hele landet er der fundet tusindvis af jernalderens huse. De svarer meget til bronzealderens treskibede langhuse med lerklinede vægge. Det ses nu tydeligt, at man har haft en stalddel i østenden af husene, da man her har fundet spor efter for eksempel båseskillerum og grebninger. Familien boede i den del af huset, der vendte mod vest, hvor man altid finder ildstedet.

Specialiserede byggerier og grubehuse

Efter vor tidsregning blev husene større, og der byggedes nu økonomibygninger, såsom staklader, forrådshuse og arbejdsbygninger. Nogle huse blev meget lange, idet man her valgte at samle beboelse, stald og hø-lade i én bygning. I Nordvestjylland, hvor der var mangel på træ, har man ofte erstattet de lerklinede vægge med metertykke vægge i græstørv.

Mod jernalderens slutning lavede man små hytter, der var halvt nedgravet i jorden, som kaldes grubehuse og synes altid at have været arbejdshytter til blandt andet smedning og vævning.