
De bedste steder at bade i København: Havnebade, strande og skjulte spots
Uanset om du er til sand mellem tæerne, en ægte vandhund eller en dedikeret soldyrker, rummer Københavnsområdet et væld af muligheder for en frisk badetur. Her får du den ultimative guide til dit næste city-dyp.
Af Anna Skovby Hansen
Sand under fødderne
Foto: Büro Jantzen - Copenhagen Media Center Svanemøllen Strand
Svanemøllen Strand er Østerbros lokale badeperle – en bynær sandstrand, der især om sommeren tiltrækker både familier, solbadere og svømmere, der længes efter saltvand og strandstemning tæt på byen. Med sin strandbred og den 130 meter lange mole, der strækker sig ud i Øresund, er stedet oplagt til både en hurtig dukkert og lange, dovne dage ved vandet. Fra strandtæppet har du udsigt til det enorme Svanemølleværk og Tuborg Havn, hvor der bygges på livet løs.
Flere sandstrande:
Hellerup Strandpark
Her finder du en børnevenlig sandstrand, lavt vand og badebro. I Hellerup Strandpark kan de små plaske i vandkanten, mens de voksne holder udkig under parasollen.
Charlottenlund Strandpark
Her er der både sandstrand og grønne arealer, så du kan både tage en picnic i aftentimerne på græsset eller slikke sol om dagen på sandet.
Hvidovre Strandpark
Hvidovre Strandpark er et populært udflugtsmål for familier. Langs overgangen mellem strand og eng løber en skulpturel betonkant, der beskytter mod vandstandsstigninger og samtidig kan man tage et hvil på kanten.
Hot - både sommer og vinter
Foto: Giuseppe Liverino - Copenhagen Media Center Sandkaj
I Nordhavn finder du udover promenaden, caféerne og badegæsterne et skønt havnebad, der er åbent året rundt. Du kan tage en dukkert eller holde picnic på den brede og meget lange promenade. Her kan du få øje på flere spændende byggerier, som skyder op i kvarteret blandt andet den funklende Spidsen af Nordø, som er placeret på den yderste tip af kajen. De to tvillingesiloer Portland Towers danner bagtæppe til havnebadet, som står solidt plantet på Göteborg Plads.
Flere helårs havnebade:
Halfdansgade Badezone
Halfdansgade Badezone er en rolig badeplads på Islands Brygge – perfekt til en spontan dukkert året rundt.
Richard Boones Vej, Vandtrappen
Vandtrappen ved Richard Boones Vej i Sydhavnen er Københavns længste badezone – hele 100 meter lang – og ideel til både motionssvømmere og vinterbadere.
Instagram-venlige dyp i bølgerne
Foto: Daniel Rasmussen - Copenhagen Media Center La Banchina
La Banchina ligger som en lille skjult perle på Refshaleøen, hvor en rustik badebro og en hyggelig café med restaurant smelter sammen i ét. Her kan du starte dagen med nybagt surdejsbrød og kaffe i hånden, mens du nyder udsigten over havneløbet. Du kan hoppe i vandet fra den lille træbro, som giver adgang til et afgrænset badeområde. Om sommeren er stedet ekstremt populært, så det kan betale sig at komme i god tid. Her kan du også spotte gamle turkise skibscontainere, Urban Rigger, der nu er omdannet til ungdomsboliger på vandet.
Foto: Thomas Høyrup - Copenhagen Media Center Kastrup Søbad, Sneglen
Med form som en konkylie hentet fra havbunden, ligger Kastrup Søbad og skuer ud over Øresund. Søbadet er trukket væk fra stranden og 100 meter ud i Øresund, så der er mulighed for både maveplaskere og hovedspring. Kastrup Søbad er formet som en cirkel med en ydre skærm, der giver behageligt læ for alle badegæster. Den æstetisk form gør stedet til et Instagram-værdigt spot.
Flere billedskønne bade:
Helgoland Søbade anstalt
I den nordlige ende af Amager Strandpark finder du badeanstalten Helgoland, hvor en farverig række af turkise træhuse på pæle lokker badeglade i bølgen året rundt.
Havnebadet Havnegade
Havnebadet Havnegade er en lille, central badezone i hjertet af København – perfekt til en hurtig dukkert med udsigt til Inderhavnsbroen og tæt på det populære Nyhavn.
Med familien under armen
Foto: Jacob Lisby - Copenhagen Media Center Bellevue Strand
Kun et par stop med S-toget fra København finder du Bellevue Strand i Klampenborg, hvor klassisk strandliv forenes med ikonisk dansk modernisme. Her kan du mærke det lyse sand mellem tæerne, mens blikket fanger Arne Jacobsens værker – fra de karakteristiske livreddertårne til Bellavista-boligerne og det stilrene Bellevue Teater. Området emmer af sommerlig elegance, hvor du både kan tage en svømmetur, spille beachvolley eller kaste dig ud i vandsport.
Foto: Danielsen Architecture Sluseholmen Havnebad, Koralbadet
Her er der noget for enhver smag – du finder fire forskellige bassiner midt i en beskyttet lagune: et for børn, et til unge og to til motionssvømning og udspring. Koralbadets organiske form er inspireret af koraller og koralrev, hvilket giver stedet et blødt, næsten naturligt udtryk midt i det moderne kanalkvarter.
Flere familievenlige badesteder:
Havnebadet ved Fisketorvet
Udenfor shoppingcenteret – og lige under Cykelslangen – finder du et havnebad med tre adskilte svømmebassiner: Et børnebassin, et springbassin og et motionsbassin.
Bellahøj Friluftsbad
Et moderne udendørsbadeanlæg med bassiner for både små og øvede svømmere, udspringstårn, vandrutsjebane og grønne solområder til afslapning og leg.
Bavnehøj Friluftsbad
Bavnehøj Friluftsbad er en lille badeoase midt i byen med både svømmebaner og lavt legebassin.
De skjulte badespots
Foto: Wichmann + Bendtsen - WERK Arkitekter Stubkaj
Skjult bag Kronløbsøen i Nordhavn ligger Stubkaj – en af bydelens mere intime badezoner. Her kan du bade i en badecirkel mellem moderne boligblokke og byliv. En træbrygge løber langs kanten og inviterer til afslapning for store og små. Her har du udsigt til Kronløbsøen, der rummer boligblokke, der nærmest svæver på vandet. Boligerne er er inspireret af de ikoniske danske kridtklinter ved Stevns Klint.
Foto: Daniel Rasmussen - Copenhagen Media Center Havnevigen
Havnevigen er en kunstig strand midt i et boligkvarter på Islands Brygge – en lille oase mellem boligblokke og byliv. Her kan du smide håndklædet i sandet og tage en dukkert, når du trænger til en pause fra byen. Beboerne i rækkehusene har deres egne små private udspringsposter direkte fra boligerne. Bagved står tre hvide, ovale højhuse. Og ikke mindst ligger Amager Fælled lige i nærheden, så det er let at kombinere strandtur med en tur i naturen.
Flere skjulte badeperler:
Stranden i Valbyparken
En fredelig strand midt i Valbyparken med udsigt over Kalveboderne – perfekt til en pause fra byen. Hop i vandet, slap af i sandet og nyd de grønne omgivelser med temahaver og legeplads lige om hjørnet.
Badezone Byskoven
I Naturpark Amager ligger den lille badeperle Byskoven. En trækonstruktion leder ned mod vandet i forskellige niveauer, hvor der er et afgrænset bassin.
Aktive dyp i bølgerne
Foto: Dansk Arkitektur Center Kalvebod Bølge
Kalvebod Bølge har pustet liv i Kalvebod Brygge med sin bølgende træpromenade og mange muligheder for både badning og aktiviteter. Her kan du tage en dukkert året rundt i den afmærkede badezone eller kaste dig ud i kajak – med både slalombane, rutsjebane og kajakudlejning. Vil du have pulsen mere op, kan du også følge Kalvebod Brygge mod Vesterbro og støde til Cykelslangen, der snor sig over havnen fra Dybbølsbro til Bryggebro.
Foto: Julien de Smedt Havnebadet Islands Brygge
Havnebadet på Islands Brygge er blandt Bjarke Ingels allerførste projekter og blev startskuddet til at tænke havnebade ind i byen. Havnebadet er et eksempel på den transformation havnen har gennemgået fra industri til udflugtsmål. Havnebadet indeholder svømmebassiner, børnebassiner, og bassin til udspring fra tre og fem meter. Havnebadet er aflangt med gangarealer i træ, og hvis du står herude med havnebrisen i ansigtet så læg mærke til, hvor meget det ligner promenadedækket på et passagerskib.
Flere storty badesteder:
Amager Strandpark
Københavns største stand er Amager Strandpark. Her bydes på lagune, bypark og vandaktiviteter.
Søndre Refshalebassin
Stedet, hvor du kan få pulsen op med banesvømning midt i havnen – perfekt til at øve crawl, bryst eller butterfly.
Vestbadet i Brøndby
Et af landets ældste friluftsbade og byder i dag på et 25 meter bassin med vipper, børnevenlig vandrutsjebane og masser af leg uden for vandet.
Vandplaskeri for de mindste
Foto: Ty Stange - CMC Til de små vandlopper
Skydebanehaven
Skydebanehaven er udover at være en populær legeplads, et trækplaster for de små vandhunde om sommeren, hvor soppesøen er åben.
Hulgårds Plads
På Hulgårds Plads under trækronerne finder du sjov og leg med alt fra trafiklegeplads til sandkasse. Og ikke mindst er der vand i soppesøen om sommeren.
Remiseparken
Remiseparken på Amager er en park med bondegårdsdyr, byggelegeplads og boldbaner – og om sommeren lokker soppesøen de små til med plask og leg i solen.
Valbyparken
I Valbyparken finder du Naturlegepladsen med klatretårne, bålplads og beachvolleybane. Om sommeren er soppesøen et hit for de små, hvor de kan plaske og lege under opsyn.
Praktisk information
Download By & Havns app KBH Havn – med kort, temperaturer og info om havnens bademuligheder.
Find information om bemandede havnebade med livreddere, åbningstider og faciliteter.
Find oversigt over ubemandede badezoner i Københavns havn – åbne året rundt