Daniel Libeskind skaber arkitektur med erindring, smerte og mening
Daniel Libeskind er en af nutidens mest betydningsfulde arkitekter. Han er født i Polen i 1946 og voksede op i et land stærkt præget af 2. verdenskrig og Holocaust, som især ramte den jødiske befolkning hårdt.
Af Dansk Arkitektur Center
Libeskind, der selv er jøde, forlod Polen, da han var 19 år. Han rejste til USA, som for ham var mulighedernes land. I dag er han amerikansk statsborger.
Fra musik til arkitektur
Libeskind studerede først musik og var ekstremt dygtig. Men han forlod musikken for i stedet at blive arkitekt. Også her havde han usædvanlige evner. Musikken og arkitekturen ligger måske heller ikke så fjernt fra hinanden. Den tyske filosof Goethe udtalte i 1700-tallet, at arkitektur er frossen musik.
Det passer meget godt på Libeskinds arkitektoniske værker. Hans former er abstrakte og kunstneriske – og langt fra traditionelle bygninger. Og ligesom i musikken er oplevelsen af det med til at give det betydning.
Dekonstruktion – at afkode betydninger
Daniel Libeskind har opført alt fra store kulturelle institutioner som museer og koncertsale, landskaber og byplanlægning til scenografi og udstillinger. Kendetegnende for ham er, at han ikke bryder sig om, når byggeri bliver præget af rutine og norm.
Han er desuden kendt for at have mange teoretiske forklaringer bag sine værker. Der ligger altid skjulte betydninger i bygningsværket ned til de mindste dele. Det er op til beskueren at finde eller tillægge værket disse betydninger. Denne holdning til arkitekturen viser Libeskinds tilknytning til dekonstruktionen – en nyere retning i kunst og arkitektur. Her skal beskueren selv give et værk betydning.
Mange ideer – få bygninger
Daniel Libeskind havde vundet mange priser og arkitekt-konkurrencer, før han fik mulighed for at føre et af sine projekter ud i virkeligheden. Hans første færdige værk var museet for den jødiske maler Felix Nussbaum fra 1998.
Jødisk Museum i Berlin
I 1988 fik han til opgave at bygge Jødisk Museum i Berlin. Denne bygning, der blev endeligt åbnet i år 2000, er hans hidtil mest berømte. Formen på museet er meget speciel. Overalt er der skæve linjer, og belysningen er dæmpet.
Om bygningens betydning siger Libeskind, at det er de ting, man ikke ser, det, der ikke er der, der skal opleves. Her tænker han på de mange millioner jøder, og med dem den jødiske kultur, der blev udryddet under 2. verdenskrig. Det er den tomhed, de har efterladt, man skal opleve gennem museumsbygningen.
Museet er usædvanligt og sanseligt, og ingen går upåvirket derfra. Siden fik Libeskind også til opgave at opføre Jødisk Museum i København.
Desuden har Libeskind vundet konkurrencen om at genopføre World Trade Center i New York.
