Byen set fra mobilen: Er den nye øjenhøjde blevet gulvet?

Gulvet som kommunikationsflade

Vi kommunikerer allerede i gulvhøjde. Se bare på afmærkningerne i asfalten – hvide fodgængerstriber og gule prikker på perronerne. Men skal vi tage skridtet videre? Skal rødt og grønt lys flyttes fra pælene ned i fliserne sammen med skiltningen?

Christoffer Nejrup er antropolog og konsulent i konsulenthuset Is it a bird, hvor han blandt andet undersøger, hvordan mennesker navigerer i det offentlige rum. Gennem hans feltarbejde – særligt i offentlig transport – har han observeret en stigende tendens: Vores kropsholdning ændrer sig. Blikket søger nedad, og kroppen følger med, fordi vi ofte har blikket rettet mod telefonen eller computeren.

»Folk kigger påfaldende meget ned i offentlig transport, det var meget overraskende i mine undersøgelser,« fortæller Christoffer Nejrup.

»Den her lille skærm er blevet vores nye form for nærvær. Vi har kontakt med folk, på Instagram, i telefonopkald, så vores hoveder peger ofte mod gulvet, når vi er på vej fra A til B. Det ændrer vores måde at bevæge os rundt i det offentlige rum,« forklarer Christoffer Nejrup.

Christoffer peger på, at det ikke kun handler om mobilens indvirkning, men også om at vi gerne vil være private i det offentlige rum.

»Mange kigger ned for at undgå kontakt. Hvis du ser op, risikerer du at møde andres blikke – og det undgår vi gerne, når vi for eksempel sidder i toget eller venter ved et lyskryds. Det er en strategi for at opretholde privatliv i det offentlige,« siger Christoffer Nejrup.

Skærmen stjæler vores opmærksomhed

Ifølge Christoffer Nejrup er det problematisk at skærmen stjæler vores opmærksomhed i det offentlige rum.

»Det der går tabt, når vi kigger ned, er følelsen af fællesskab. Vi søger nærvær, når vi scroller, men vi går glip af det fællesskab, der udfolder sig omkring os,« siger Christoffer Nejrup.

Han er ikke den eneste, der ser det som et problem, at vores opmærksomhed søger nedad og forsvinder ind i en anden verden. Sidse Grangaard er uddannet arkitekt, ph.d. og er seniorforsker på BUILD ved Aalborg Universitet, hvor hun leder forskningsgruppen for Universelt Design. Her forsker hun sammen med sine kollegaer i, hvordan man kan skabe design, der omfavner alle grupper i samfundet. Hun mener, det er et samfundsmæssigt problem, hvis vi ikke anerkender og ser hinanden i det offentlige rum.

»Det er vigtigt at vi kan gøre brug af det samme byrum, at vi ser hinanden, og at vi ikke bliver fremmedgjorte over for hinanden,« siger Sidse Grangaard.

Hun understreger, at det ikke er en hensigtsmæssig adfærd at bevæge sig rundt med hovedet i mobilen, derfor skal design heller ikke understøtte den adfærd, men prøve at påvirke den positivt til mere nærvær i det offentlige rum.

»Jeg synes ikke vi skal designe efter mobiladfærd, ligesom jeg heller ikke synes at vi skal designe til nogen anden uhensigtsmæssig adfærd, som for eksempel kriminalitet,« siger Sidse Grangaard.

Mobilglade fodgængere og polstrede lygtepæle

For at undgå ulykker er det i andre lande blevet forbudt at bruge mobilen på vej over et lyskryds og lygtepæle er blevet polsteret til for at undgå at folk går ind i dem.

Helt konkret har man i den hawaiianske hovedby Honolulu forbudt at kigge på mobilen, når man går over gaden. Bliver man taget med telefonen i hånden, mens man krydser gaden, er bøden på mellem 100 og 625 kroner, alt efter hvor mange gange, man er blevet taget.

Tager vi turen til London er flere lygtepæle blevet polstrede ind, så de uopmærksomme ikke kommer til skade, hvis de går ind i dem. Tager vi til Augsburg i Tyskland, kan du møde trafiklys i jorden, så du ikke behøver at løfte blikket for at se om der er rødt eller grønt.

Designløsninger kan skabe mere nærvær

Ifølge Christoffer er løsningen ikke at designe til det nedadvendte blik – men væk fra det. Han peger især på, at adfærdsdesign, der skaber positiv friktion, som kan være med til at skabe et mere nærværende byrum. Adfærdsdesign dækker over design, der påvirker vores adfærd – det kan være alt fra fodspor i asfalten eller at ændre placeringen af grøntsager i supermarkedet for at påvirke folk indirekte til at tage for eksempel et sundere valg.

»Vi skal skabe positiv friktion i byrummet. Noget, der får os til at kigge op og forholde os til hinanden. Et godt eksempel er Cykelslangen i København – den kunne have været lige, men svingene tvinger os til at orientere os og samarbejde, når vi cykler over den,« siger Christoffer Nejrup.

Positiv friktion handler netop om at skabe små forhindringer, der gør det sværere at udføre den uønskede adfærd. Cykelslangen er med sin legende form og svungne bevægelser med til at skærpe opmærksomheden på en sjov og sanselig måde, mens man bevæger sig gennem byrummet.

Et andet interessant eksempel på byrumsdesign, der tvinger folk til at være opmærksomme på deres omgivelser, er et eksperiment fra Holland.

»I nogle lyskryds får alle biler rødt samtidig, mens alle cykler får grønt samtidig. Ingen har fortrinsret. Det tvinger folk til at kigge hinanden i øjnene og samarbejde i trafikken. Og det fungerer – der er færre ulykker. Det viser, hvad der sker, når vi tvinges ud af vores boble,« forklarer Christoffer Nejrup.

Vi visner, hvis vi ikke stimuleres

Sidse Grangaard mener heller ikke, vi skal designe til det nedadvendte blik, selvom hun som forsker i universelt design er optaget af at designe til alle typer af kroppe.

»Universelt design handler om at understøtte dem med de største behov, ikke om at normalisere uhensigtsmæssig adfærd. Det er ikke en rettighed at færdes i byen uden at se sig for. Jeg synes, det er ærgerligt, at folk ikke kigger op og får en oplevelse af byen og alt det, den kan tilbyde,« siger Sidse Grangaard.

Hun slår et slag for at bringe sanserne mere i spil i byrummene.

»Kroppen har brug for at sanse – se, høre, dufte, mærke. Jeg tror faktisk, vi visner, hvis ikke vi stimuleres,« siger Sidse Grangaard.

Et andet eksempel på bydesign, der netop skaber en positiv friktion ifølge Christoffer, er Den Grønne Sti, som er en lang cykelsti i København.

Stien slynger sig fra Nørrebro til Frederiksberg, og på den cirka 10 kilometer lange tur får man næsten et sanseligt brusebad, da ruten går gennem baghaver, parker, kolonihaveområder og boligkarreer. På vejen møder man områder som Superkilen, Den Røde Plads på Nørrebro og det grønne, bugtede landskab ved Copenhagen Business School. Den Grønne Sti skaber plads til både cyklister, fodgængere og løbere, men tilbyder samtidig små lommer af natur, grønne åndehuller og kryds med byens rytmer.

»Du mærker vinden, ser grønne blade bevæge sig i træerne, møder et blik fra en medcyklist i et kryds. Det er de her små øjeblikke af kontakt og tilstedeværelse, som gør, at vi forholder os til hinanden og det rum, vi bevæger os i,« siger Christoffer Nejrup.

»Hvis vi designer, så det enkelte menneske kan bevæge sig rundt uden at forholde sig til nogen eller noget, mister vi noget grundlæggende. Så er vi blot hovedpersoner i vores eget isolerede narrativ – og det kan ingen by rumme,« slutter Christoffer Nejrup.