Wasteland
Udstilling
26. jan. - 17. apr. 2017
Gulve af bildæk, lofter af plastikflasker og vægge af skrottet træ. Udstillingen Wasteland udfordrede vores forhold til affald og inviterede os inden for i en nær fremtid, hvor affald vil få altafgørende betydning for måden, vi bor, lever, arbejder og forbruger på.

Alene i Danmark produceres der 11,7 mio. tons affald om året. I udstillingen Wasteland – fra affald til arkitektur så den bæredygtige byggekoncern Lendager Group nærmere på, hvordan affaldet kan blive til ny arkitektur – til nye ressourcer. Vi kender efterhånden til vigtigheden af genbrug, men det som virkelig kommer til at rykke grænserne er begrebet „upcycling‟.
I upcycling-processen bliver materialet ikke bare genbrugt, men genanvendt til et nyt, forbedret materiale.
I udstillingen demonstrerede Lendager Group fx en af verdens første bygninger, bygget af upcycle genbrugsbeton. Der er flere danske pionerprojekter som er gode eksempler på, hvordan den positive udvikling imod et øget fokus på bæredygtighed og cirkulær økonomi i samfundet, kan blive til konkrete projekter med betydelige miljømæssige og økonomiske gevinster for samfundet. Udstillingen blev vist på Dansk Arkitektur Center i 2017.