Vikingetiden

Når vi tænker på vikinger, forbinder vi dem ofte med søfart. Men de samme tekniske færdigheder, der gjorde dem i stand til at bygge skibe til langfart, kom også til udtryk i deres boliger, forsvarsanlæg og vejanlæg.

Desværre er meget af arkitekturen gået tabt, fordi der især blev bygget i træ, jord og andre forgængelige materialer. Alligevel kan man stadig finde spor, der afslører deres konstruktionsmetoder. Ligesom i forhistorisk tid er det i jorden, i stolpehuller og i jordvolde, vi kan genfinde omridset af deres bygninger. På den måde tegner arkitekturen et billede af et samfund, hvor byggeri var både praktisk, strategisk og symbolsk.

Ringborgene – enestående anlæg

Blandt de mest markante bygningsværker er en række såkaldte ringborge. Aggersborg og Fyrkat i Jylland, Nonnebakken på Fyn samt Trelleborg og Borgring på Sjælland. Fem anlæg, der i 2023 blev optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Disse borge er unikke i både dansk og international arkitekturhistorie. De blev opført omkring årene 970 til 980 under Harald Blåtand og fungerede som magtcentre. Deres funktion var både militær og administrativ, og de var placeret ved vigtige knudepunkter i landskabet.

Planlægningen af borgene er kendetegnet ved streng geometri. Inden for de cirkulære jordvolde anlagde man veje og huse, typisk ordnet omkring fire porte, der var orienteret efter verdenshjørnerne – og ofte med to træbrolagte veje der krydsede hinanden midt i anlægget, så symmetrien stod tydeligt frem. Placeringen var strategisk, ofte tæt på vandløb, hvor borgene kunne forsynes og samtidig lettere forsvare sig mod angreb. Et eksempel er Trelleborg, der ligger på et næs mellem to åløb, hvilket gav både beskyttelse og adgang til transportveje.

Fyrkat som eksempel

Fyrkat er den mindste af ringborgene med en diameter på 120 meter. Inden for volden var området opdelt i fire dele, hvor der i hvert stod fire langhuse. Udenfor lå en gravplads, der knyttede bebyggelsen til både dagligliv og rituelle handlinger.

Voldene bestod af jord og græstørv, men de blev forstærket med træ for at modstå pres i en kampsituation. Husene indenfor var opført i tømmerkonstruktioner, ofte af egetræ. Væggene var krumme og kunne bestå af lerklinet fletværk eller planker. Denne særlige form har fået mange til at beskrive husene som skibsformede i grundplan. Selvom der ikke er tale om et bogstaveligt “omvendt skib”, afspejler konstruktionen den erfaring, bygmestre havde fra skibsbygning.

Ved Fyrkat kan man i dag se sådan et langhus, opført uden for borgen som kopi af et af de huse, der oprindeligt stod inde i anlægget. Huset er opdelt i tre rum: en stor hal i midten og et gavlrum i hver ende. Begge gavlrum har direkte adgang til det fri, hvilket giver en funktionel opdeling mellem ophold, arbejde og opbevaring.

Hverdagsarkitektur og gårdsmiljøer

Langt de fleste mennesker i vikingetiden boede ikke i ringborge, men på gårde. Gårdens centrale bygning var et treskibet langhus. Konstruktionen bestod af to rækker kraftige stolper, der bar taget. I midten lå hallen med ildstedet, som var samlingspunkt for familien. Den ene ende af huset kunne rumme stald eller arbejdsplads, mens den anden ende var til beboelse.

Materialerne var enkle og hentet i nærområdet. Væggene kunne bestå af lerklinet fletværk eller planker, mens tagene var dækket af strå eller torv. Tagets tyngde gav huset stabilitet og gjorde det modstandsdygtigt mod vind og vejr. Rundt om hovedhuset lå udhuse, lader og mindre grubehuse. Sidstnævnte var nedgravede småhuse, der ofte blev brugt til vævning eller andet håndværk.

Hverdagsarkitekturen afspejlede et samfund, hvor bolig, arbejde og landbrug var tæt forbundet. De enkle, men robuste konstruktioner gjorde det muligt at opretholde et liv i et klima, der kunne være barskt, og hvor bygningernes funktionalitet var afgørende.

Byer, gader og havne

Ud over gårdmiljøer opstod der byer i vikingetiden. Ribe og Hedeby er to af de mest markante eksempler. Her udviklede man en tæt bebyggelse, hvor husene lå side om side i små parceller. Bygningerne var som regel opført i træ, og flere steder var gader eller gangforløb plankelagte så de kunne være fremkommelige i et fugtigt miljø.

Byerne havde en tydelig struktur. Hver parcel kunne indeholde boliger, værksteder og små haver. Langs vandet anlagde man havnebolværker, hvor skibe kunne lægge til. På den måde fungerede byen både som handelsplads og som knudepunkt for transport.

Selvom byernes bebyggelse ikke havde den stramme geometri som ringborgene, var planlægningen alligevel systematisk. Byerne var designet til at understøtte handel, håndværk og udveksling. Det viser, at vikingetidens arkitektur både kunne være militært præget og samtidig orienteret mod bylivets praktiske behov.

Monumentale anlæg og kongelig magt

Ved siden af hverdagsbyggeriet skabte magthaverne i vikingetiden monumenter, der markerede magt og religion. Jelling er et af de mest kendte steder. Her indrammer en palisade på 360 gange 360 meter både gravhøje, en kirke og en skibssætning. Anlægget er fra 900-tallet og udtrykker et ønske om at iscenesætte kongemagtens betydning i landskabet.

Andre steder, som ved Tissø og Lejre, lå store haller, der fungerede som repræsentative bygninger for magteliten. Disse haller var samlingssteder for politiske beslutninger, gæstebud og ceremonier. Arkitekturen var monumental i skala og symbolsk i udtryk. Den understregede magtens kontrol over landskabet og samfundet.

Disse anlæg viser, at vikingetiden ikke kun var præget af praktiske løsninger. Den var også en periode, hvor arkitektur blev brugt til at manifestere autoritet og identitet.

Infrastruktur og ingeniørkunst

Harald Blåtand var ikke kun bygherre bag ringborgene. Han stod også bag store anlæg, der fungerede som infrastruktur i riget. Ravning Enge bro, opført omkring år 980, er et markant eksempel.

Broen var mindst 760 meter lang og 5 meter bred. Den var bygget i egetræ og krævede en stor mængde arbejdskraft og ressourcer. Anlægget fungerede som et centralt led i vejnettet og gjorde det muligt at krydse sumpede områder, hvor det ellers ville være vanskeligt at komme frem.

At kunne anlægge en så stor trækonstruktion vidner om en imponerende ingeniørkunst. Broen understreger samtidig, at vikingetidens byggeri ikke kun handlede om boliger og forsvar, men også om logistik og mobilitet.

Overgangen til kristendom og nye byggematerialer

I vikingetidens sidste årtier begyndte kristendommen at vinde indpas i Danmark. Denne udvikling satte også tydelige spor i arkitekturen. Omkring år 1070 blev der for eksempel bygget en trækirke i Hørning. Herfra stammer den såkaldte Hørning-planke, en udskåret træbjælke med dekorationer, som giver et sjældent indblik i udsmykningen af tidlige kirkebygninger.

Disse første kirker var enkle træbygninger, men de markerede en ny religiøs praksis og et skift i bygningskultur. Fra begyndelsen af 1100-tallet blev stenkirker gradvist udbredt over hele landet. Overgangen fra træ til sten var ikke kun et spørgsmål om materialer, men også om symbolik. Stenkirkerne stod som varige monumenter over den nye tro, i kontrast til de forgængelige træhuse, som havde domineret hidtil.

På denne måde markerer kirkebyggeriet både afslutningen på vikingetiden og begyndelsen på middelalderens arkitekturtraditioner.

Arkitekturen som spejl af samfundet

Når man ser på vikingetidens bygninger som helhed, fremstår et samfund, der mestrer både det hverdagslige og det monumentale. Gårdene viser en tæt forbindelse mellem bolig, arbejde og naturressourcer. Byerne vidner om handel, håndværk og tidlig urbanisering. Ringborgene og de store haller fortæller om kongemagt og kontrol, mens broer og infrastruktur viser en evne til at organisere store anlægsarbejder.

Alt dette peger på, at vikingerne var langt mere end søfarende krigere. De var også bygmestre, der kunne planlægge komplekse anlæg og skabe arkitektur, der stadig fascinerer os i dag.