Rokoko

Rokokoen i Danmark var en kort, men markant periode i 1700-tallets arkitektur, der gradvist blev overtaget af nyklassicismen. Enkelte værker og interiører blev stadig udført i rokokoens formsprog helt op i 1780’erne, sideløbende med nyklassicismen. Trods det korte forløb rummer perioden værker af høj kvalitet, fuldt på niveau med samtidens internationale byggeri.

Ordet rokoko stammer fra fransk “rococo”, der er afledt af “rocaille” – musling- eller stenornament. Baggrunden ligger i “roc”, klippe, og det latinske “rocca”, sten. Oprindelsen vidner om en stil, der voksede ud af ornamentikken, før den for alvor satte sit præg på arkitekturen.

Rokokoens oprindelse

Stilen opstod i Frankrig efter Ludvig den Fjortendes død i 1715. Den tunge barok, som havde præget hans lange regeringstid, blev afløst af et ønske om lethed og elegance. Rokokoen vandt først indpas i kunsthåndværk, interiør og møbelkunst, og herfra spredte den sig til arkitekturen.

I Frankrig toppede stilen i 1730’erne og 1740’erne, men allerede i 1750’erne var den på retur. I Danmark blev rokokoen derimod dyrket længere. Den slog igennem i 1730’erne og havde sin blomstring frem til 1770’erne. Enkelte værker i rokokoens formsprog blev endda udført helt op i 1780’erne, side om side med nyklassicismens gennembrud.

Stilens særpræg

Rokokoen forbindes med elegance, lethed og ynde. Ornamentikken var præget af asymmetri, snirklede former og motiver hentet fra østasiatisk billedkunst. Den kinesiske og japanske æstetik, som kom til Europa gennem tidens handelsforbindelser, blev en vigtig inspirationskilde. Denne påvirkning kaldes ofte “chinoiserie”.

Forskellen mellem barok og rokoko ligger ikke i bygningskroppens grundform, men i udtrykket. Barokken var monumental og tung, med ornamentik tilføjet som påklædning. Rokokoen virkede lettere og mere raffineret, med ornamenter, der var bedre integreret i helheden. De blev dog stadig udført som stuk, relief eller træskæring og ikke hugget direkte ud af murværket.

Rokoko i dansk sammenhæng

I Danmark blev rokokoen både en videreførelse af og en reaktion mod barokken. Hvor barokken arbejdede med mørke og dramatiske virkemidler, bragte rokokoen lys, raffinement og legende lethed.

Bygningerne blev ofte tænkt som elementer i byrummet. Harmonien i gader og pladser var central, og det ses tydeligt i Frederiksstaden i København.

Borgerhuse blev normalt opført med pudsede facader, mens de store palæer kunne få detaljer i sandsten eller hele facader i sten. Tagene var ofte mansard- eller valmtage. Facaderne fremstod enkle, mens udsmykningen koncentrerede sig om detaljer over vinduer, portaler og gesimser.

Bag de enkle facader skjulte der sig ofte interiører med overdådig udsmykning. Det oleves blandt andet i Christian 7.s Palæ på Amalienborg, hvor rokokoens lethed og elegance kan ses i fuldt flor.

Nicolai Eigtved – rokokoens formidler

Den mest betydningsfulde skikkelse i dansk rokoko var Nicolai Eigtved, også kaldet Niels Eigtved. Han blev født i 1701 og fik en usædvanlig indgang til faget. Han begyndte som gartner og rejste ud i 1723. På sine rejser arbejdede han i Berlin, Dresden og Warszawa og studerede arkitektur i Rom, Wien og München.

Da han vendte hjem i 1735, blev han hurtigt udnævnt til hofbygmester. Dermed blev han den vigtigste formidler af rokokoens formsprog i Danmark.

Eigtveds værker tæller nogle af periodens mest markante bygninger og anlæg: Frederiksstaden, Amalienborg Slotsplads, Prinsens Palæ (i dag Nationalmuseet), Det Kongelige Frederiks Hospital (nu Designmuseum Danmark) og Asiatisk Kompagnis pakhus (nu Eigtveds Pakhus). Hertil kommer landsteder som Sophienberg ved Rungsted, Frederiksdal ved Furesøen og Turebyholm mellem Køge og Haslev på Sjælland.

Frederiksstaden var et prestigeprojekt

Frederiksstaden er rokokoens hovedværk i Danmark og et af de mest helstøbte anlæg i Europa. Projektet blev igangsat i 1749 under Frederik V. Det blev knyttet til Oldenborgslægtens 300-årsjubilæum, men var også drevet af handelstandsinitiativer. Det var tænkt som et prestigeprojekt, der både skulle udvide København og markere kongemagtens styrke.

Bydelen blev planlagt efter strenge geometriske principper. To akser, Amaliegade og Frederiksgade, krydser hinanden og danner en symmetrisk komposition. I midten ligger Amalienborg Slotsplads, mens Frederikskirken – senere kendt som Marmorkirken – rejser sig som afslutning mod vest.

For at sikre harmoni udarbejdede Eigtved facadereglementer. Vinduer og gesimser skulle flugte, bygningerne skulle opføres i grundmur, og facaderne skulle følge fælles æstetiske normer. Resultatet blev en bydel, hvor husene ligner hinanden uden at være ens. Denne helhed gør Frederiksstaden til et af Europas fineste rokokoanlæg.

Amalienborg i centrum

Midt i Frederiksstaden ligger Amalienborg Slotsplads, et ottekantet rum omgivet af fire næsten ens palæer placeret diagonalt omkring pladsen.

Hvert palæ består af en blok på 11 fag i to og en halv etage over en høj kælder. Flankeret af to-etagers pavilloner fremstår bygningerne harmoniske og velafbalancerede.

I midten står rytterstatuen af Frederik den Femte, udført af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly og afsløret i 1771. Den blev finansieret af Asiatisk Kompagni, hvilket viser samspillet mellem handel, kunst og kongemagt.

Senere, i 1794, tilføjede C.F. Harsdorff en klassicistisk kolonnade, da kongehuset flyttede ind efter branden på Christiansborg Slot. Kolonnaden skabte en ny sammenhæng mellem palæerne og markerede samtidig rokokoens overgang til nyklassicismen.

Overgangen til nyklassicisme

Fra midten af 1750’erne begyndte rokokoen at miste terræn. Den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin blev inviteret til Danmark og introducerede nyklassicismens formsprog. Han videreførte arbejdet på Frederikskirken, men nu i en helt anden stil inspireret af antikken.

Dette markerede rokokoens afslutning i København. Jardin satte et afgørende præg på den arkitektoniske udvikling, og hans tilgang blev videreført af Harsdorff. Selve byggeriet af Frederikskirken blev dog standset i 1770 og først fuldført i 1894 af Ferdinand Meldahl.

Kort, men markant periode

Rokokoen i Danmark varede kun nogle årtier, men dens betydning er tydelig. Den repræsenterer overgangen fra barokkens tunge monumentalitet til nyklassicismens stringens.

Med Nicolai Eigtved som central figur fik stilen en særlig dansk udformning, hvor helhedstænkning, elegance og sans for byrum gik hånd i hånd. Frederiksstaden og Amalienborg står som varige vidnesbyrd, men også mange mindre bygninger og interiører viser rokokoens indflydelse.

I dag fremstår perioden som en af de mest raffinerede i dansk arkitekturhistorie, præget af lethed, fantasi og arkitektonisk kvalitet på højt internationalt niveau.