Renæssance

Ordet renæssance betyder “genfødsel”, og det, der genfødes, er idéerne, kunsten og arkitekturen fra antikken. Renæssancen opstod i slutningen af 1300-tallet i Firenze i Italien og spredte sig hurtigt til resten af landet. Omkring år 1500 havde bevægelsen nået det meste af Europa. I Danmark slog renæssancen først igennem i arkitekturen efter Reformationen i 1536, hvor de tydelige forandringer begyndte at vise sig.

I arkitekturen betød renæssancen et opgør med middelalderens organiske og asymmetriske former. I stedet blev idealet enkle grundplaner, plane flader og lige linjer.

Man begyndte at arbejde med lagdelte bygninger, hvor søjler og pilastre (flade vægsøjler) blev brugt som en del af udsmykningen. I Sydeuropa spillede kupler en central rolle, mens den danske renæssance i højere grad udtrykte sig gennem facadens udsmykning og gavlformer.

Særligt den græske trekantgavl og de klassiske søjleordener blev genoptaget som centrale elementer i arkitekturens formsprog. Fra den romerske tradition hentede man rundbuen og brugen af søjler som ornamenter – ikke blot som bærende konstruktion.

Mennesket i centrum

Renæssancen markerer også et afgørende skifte i synet på mennesket. Det er her, individet – det enkelte menneske – for alvor træder frem som noget i sig selv. Selvom slægt, rang og social status fortsat spillede en afgørende rolle, blev menneskets liv på jorden nu i stigende grad opfattet som meningsfuldt i sig selv, snarere end blot som en forberedelse til et evigt liv i himlen.

Denne nye tankegang kom til udtryk på mange måder, blandt andet i kunsten, hvor portrættet blev en dominerende genre. At skildre det enkelte menneskes ansigt og udtryk var i sig selv en måde at anerkende individets betydning på. Og i arkitekturen førte det til en ny interesse for målestok, proportioner og rumforståelse, hvor menneskets krop blev udgangspunktet for hele byggeriets dimensionering.

Geometrisk idealisme

Antikkens kunstnere arbejdede med geometriske former og nøje udregnede proportioner. Renæssancens arkitekter genoptog disse principper og søgte at skabe bygninger, hvor intet var tilfældigt. Alle dele skulle forholde sig matematisk præcist til hinanden. For eksempel skulle højden på en etage være nøje afstemt i forhold til vinduets bredde, og bygningens samlede længde skulle afpasses i forhold til dens højde.

Her spillede menneskekroppen en afgørende rolle som målestok. Man undersøgte for eksempel, hvordan håndens størrelse forholdt sig til underarmen og resten af kroppen. Disse proportioner blev overført til arkitekturen, så bygningens enkelte dele fik samme indbyrdes forhold som menneskets anatomi. Idealet var harmoni, symmetri, enkelhed, regelmæssighed og balance – alt sammen afstemt efter geometriske og matematiske love.

Perspektivets betydning

En anden vigtig nyskabelse i renæssancens arkitektur var opdagelsen og systematiseringen af perspektivet. Perspektiv er en tegnemetode, der gør det muligt at gengive tredimensionelle rum på en todimensionel flade ved hjælp af matematiske regler. Med denne teknik kunne arkitekter tegne en bygning, som den ville tage sig ud fra et bestemt synspunkt, inden den blev opført.

Perspektivtegningen gjorde det muligt at planlægge med stor præcision og symmetri. Men det krævede, at man definerede et centralt punkt – det punkt, hvorfra beskueren skulle opleve bygningen. Alle perspektiviske linjer samledes i dette punkt, og det blev omdrejningspunktet for hele bygningens udformning. På den måde blev menneskets blik ikke blot styrende for, hvordan bygningerne blev tegnet, men også for, hvordan de blev opført. Det centrale perspektiv blev et symbol på renæssancens syn på mennesket som mål for alting.

Byer i system

De geometriske principper, som renæssancens arkitekter anvendte i deres bygninger, blev også overført til byplanlægningen. Middelalderens byer var ofte vokset frem omkring torve og markedspladser uden nogen overordnet plan. I renæssancen ønskede man at styre denne udvikling. Byen skulle være velordnet og regelmæssig. Gader og huse blev anlagt efter et fastlagt mønster, ofte med inspiration fra geometriske former som sekskanter, ottekanter eller stjerner med et lige antal spidser.

Byens centrale plads blev det faste omdrejningspunkt, hvorfra hovedgaderne udgik i rette linjer. Den centrale symmetri gav ikke blot et imponerende visuelt udtryk, men havde også en funktionel værdi. Byens form gjorde det lettere at orientere sig og overvåge området – noget der havde militær betydning. Med krudtvåbnets indtog blev det vigtigt at tænke i forsvar, og de mange hjørner og bastioner i byens ydre form gjorde det lettere at forsvare sig mod fjenden.

Renæssancen i Danmark

I Danmark varer det over 100 år, før arkitekturen påvirkes af renæssancen. Perioden regnes fra reformationen i 1536 og frem til enevældens indførelse i 1660. Reformationen betød et afgørende skift i magtforholdene: kirkens indflydelse blev svækket, og i stedet styrkedes staten og kongemagten.

Hvor det i middelalderen oftest var kirken, der stod for nybyggeriet – primært kirker og klostre – var det nu den nye magtelite, adelen, der lod sig repræsentere gennem arkitekturen. Adelen byggede herregårde, og staten opførte slotte og administrative bygninger. Dermed ændrede både byggeriets funktion og dets stil sig. Den middelalderlige byggeskik blev gradvist afløst af nye idealer, som var hentet i udlandet – ikke mindst i Nederlandene.

Den danske variation

Det, vi i dag betegner som renæssancearkitektur i Danmark, adskiller sig markant fra den italienske. I stedet for at hente inspiration fra de italienske renæssancearkitekter, kiggede man i Danmark mod Holland. Derfor taler man ofte om den nederlandsk inspirerede renæssancestil i Danmark.

Hvor den italienske renæssance lagde vægt på symmetri, søjler, trekantgavle og klare proportioner, var den danske variant præget af svungne gavle og etagedelte spir – træk, der i virkeligheden var i modstrid med de italienske idealer. Mange af disse former mindede mere om middelalderens arkitektur og vidnede om, at man i Danmark ikke brød så radikalt med traditionerne. Ofte var det især udsmykningen og facadens udtryk, der blev forandret. Selve konstruktionen og måden at bygge på fortsatte i nogen grad som før.

Herregården som symbol

Efter reformationen fik adelen større politisk og økonomisk betydning, og det satte gang i byggeriet af herregårde. Et tidligt eksempel er Hesselagergård på Fyn, opført i 1538 for rigskansler Johan Friis. Bygningen rummer flere træk fra renæssancen, blandt andet de halvrunde gavlafslutninger, de horisontale gesimsbånd og vinduernes udformning.

Men herregårdene var ikke blot symbolske eller repræsentative bygninger. De havde også en defensiv funktion. Baggrunden var blandt andet Grevens Fejde i 1534-36, en voldsom borgerkrig, som havde gjort mange herremænd utrygge. Hesselagergård og andre samtidige herregårde blev derfor bygget med henblik på også at kunne modstå angreb. Renæssancearkitekturens idealer måtte her kombineres med behovet for beskyttelse og kontrol.

Byhuse i ny stil

Renæssancens påvirkning begrænsede sig ikke til herregårde. Også i byerne begyndte velhavende borgere at opføre huse i den nye stil. Blandt de bedst bevarede eksempler er Mathias Hansens hus fra 1616 på Amagertorv i København og Jens Bangs Stenhus i Aalborg fra 1623-24. Begge huse er opført i sten og kendetegnes ved monumentale facader med sandstensindfatninger omkring vinduer og døre. De har desuden store, svungne gavle – nogle af dem såkaldt “falske” gavle, som gjorde det muligt at montere hejseværk på facaden og hejse møbler ind ad vinduerne, da trappeopgangene ofte var for smalle.

Det var ikke alle, der byggede i sten. Mange huse blev fortsat opført i bindingsværk – også i renæssancestil. Efterhånden begyndte man at kombinere de to byggemåder: sten mod gaden og bindingsværk mod gården. I stenhuse kunne man endda efterligne bindingsværkskonstruktionen rent dekorativt. Fælles for både sten- og bindingsværkshuse var, at man ikke ønskede at fremhæve selve konstruktionen. Facaderne blev som regel dækket af kraftige farver, og materialernes naturlige udtryk blev skjult. Gode eksempler på denne type bygninger kan stadig ses i byer som Køge og Ribe, hvor flere bindingsværkshuse fra renæssancen er bevaret.

Christian 4. og den nederlandske stil

En af de mest markante skikkelser i dansk arkitekturhistorie er Christian 4. Han er kendt som Danmarks store byggekonge og lod – efter danske forhold – et imponerende antal bygninger opføre i sin regeringstid. Hans foretrukne stil var den nederlandske renæssance, som han brugte i mange af sine store projekter.

Blandt de mest kendte bygninger fra Christian 4.s hånd er Frederiksborg Slot, Børsen, Rundetårn og Rosenborg Slot. Rosenborg Slot, påbegyndt i 1606, blev oprindeligt opført som et lille sommerslot uden for Københavns volde, men blev senere udvidet med flere tårne og tilbygninger. I dag bruges navnet “Rosenborgstilen” om den særlige form for nederlandsk renæssance, som slottet repræsenterer. Det anses for et af de mest enestående eksempler på renæssancearkitektur i Danmark og står som et tydeligt vidnesbyrd om periodens særlige formsprog og byggetradition.

Kongen som byplanlægger

Christian 4. nøjedes ikke med at bygge slotte, kirker og offentlige bygninger. Han anlagde også hele byer og bydele efter tidens idealer. Et af de mest tydelige eksempler er Christianshavn, som blev planlagt i 1617 som en særlig handelsbydel og samtidig et forsvarsværk mod vandet. Hvor resten af København var beskyttet af volde, var byen mod søsiden kun beskyttet af flåden. Med anlæggelsen af Christianshavn ønskede kongen at styrke forsvaret.

Bydelen er anlagt på en kunstig ø og er præget af et regelmæssigt og geometrisk gadenet. Midt i bydelen ligger torvet som samlingspunkt, og området omkranses af bastioner, som stadig kan ses i dag. Inspirationskilden var både de italienske idealbyer og de hollandske kanalbyer. Selvom Christianshavn ikke er en geometrisk fuldendt idealby som dem, man kender fra Italien, er lighederne tydelige. Den ene side af bydelen blev tilpasset de lokale forhold ved havnen, hvilket gjorde, at formen ikke kunne blive helt symmetrisk.

Idealbyen og dens principper

I Italien havde renæssancen introduceret en ny måde at tænke byer på. I modsætning til middelalderens organiske byudvikling, hvor byer voksede frem omkring markedspladser og klostre, ønskede renæssancens byplanlæggere at skabe byer efter faste regler og principper. En idealby skulle anlægges omkring en central plads, hvorfra alle hovedgader udgik i rette linjer. Herfra kunne man overskue hele byen.

Geometrien spillede en stor rolle. Byens grundform kunne være en femkant, sekskant eller stjerneform, og hele anlægget var ofte omgivet af en solid mur. Denne form gjorde det muligt både at organisere det urbane liv og at sikre byen mod angreb. Fra de mange hjørner kunne man holde udkig, og i krigstid kunne man lettere forsvare byen. Byplanen blev på den måde både et udtryk for kontrol og funktion.

Christianshavn var ikke det eneste danske eksempel på denne form for planlægning. Også byen Fredericia blev anlagt efter lignende principper, og man kan i dag stadig genkende renæssancens idealer i byens struktur.