Klassicisme

I anden halvdel af 1700-tallet skete der en markant forandring i arkitekturen i Europa. Rokokoen, som havde præget de foregående årtier med sit legende og dekorative formsprog, blev hurtigt betragtet som gammeldags. I stedet vandt en ny stil frem: klassicismen.

Klassicismen blev inspireret af arkitekturen i antikkens Grækenland og Rom. De klare former, søjler og trekantgavle blev genfortolket og gjort tidssvarende i en ny epoke, der strakte sig fra midten af 1700-tallet og ind i 1800-tallet. I Danmark begyndte perioden omkring 1754, da Det Kongelige Danske Kunstakademi blev oprettet, og den fortsatte til cirka 1856.

Hvor romantikken i samme periode dyrkede det mystiske, følelsesfulde og eventyrlige, var klassicismen optaget af enkelhed, orden og faste rammer. Den blev derfor en stil, som både spejlede og understøttede et samfund i forandring.

Antikkens former i ny fortolkning

Klassicismens arkitektur kan kendes på dens enkle og stringente former. Kvadrater, trekanter og cirkler udgjorde de grundlæggende elementer, og bygningerne blev ofte prydet af trekantgavle og søjler, direkte inspireret af antikkens templer.

Det arkitektoniske udtryk skulle være klart og harmonisk. Bygningerne blev opført i symmetriske kompositioner med lige linjer og velafbalancerede proportioner. Hvor barokken og rokokokoen havde haft sans for udsmykning og bevægelse, lagde klassicismen vægt på det enkle og fornuftige.

Søjler, buer og frontoner blev taget i brug på ny, men uden overdreven dekoration. Idealet var en arkitektur, der i sig selv fremstod ophøjet og værdig.

Borgerskab og nye bygningstyper

I 1700-tallet voksede en ny samfundsklasse frem i Europa: borgerskabet. Handelsfolk, embedsmænd og andre velstående byboere ønskede ikke længere at stå i skyggen af adel og kirke. De ville have del i magten og spillede en stadig større rolle i de politiske reformer, som langsomt banede vej for demokrati.

Denne samfundsudvikling satte tydelige spor i arkitekturen. Hvor kirker og slotte tidligere havde været de dominerende bygningsværker, kom der nu en lang række nye bygningstyper til. De afspejlede borgernes værdier og behov for fælles samlingssteder.

Nye institutioner i bybilledet

For borgerskabet var fornuft og viden centrale værdier. Det betød, at uddannelsesinstitutioner fik en fremtrædende rolle. Skoler og universiteter blev opført i stigende antal, og der blev skabt nye rammer for vidensdeling og kulturel dannelse.

Biblioteker, teatre og museer blev bygget som steder, hvor borgerne kunne samles om fælles værdier og oplevelser. Også statslige og kommunale institutioner som rådhuse og domhuse fik en ny betydning. De markerede, at magten ikke længere alene lå hos kongen og adelen, men også hos borgerne.

Bygningernes arkitektur skulle afspejle denne udvikling. En retsbygning skulle udstråle alvor og retfærdighed, mens borgerhuse signalerede værdighed og samfundsansvar. Selv banker og børsbygninger fik søjler og gavle, så de kunne fremstå lige så monumentale som templer.

Et nyt arkitektonisk sprog

Til de mange nye institutioner krævedes et formsprog, der adskilte sig fra tidligere tiders pragt. Barokkens overdådige dekorationer hørte kongemagten, adelen og kirken til og blev derfor anset for uegnede til en ny tid.

I stedet søgte man mod antikken. De klassiske former blev genoplivet, men brugt på en måde, der passede til borgerlige værdier. Nøgleordene var klarhed, enkelhed, symmetri og balance. Resultatet var en arkitektur, der fremstod både ophøjet og rationel.

De rene former skulle samtidig afspejle bygningens funktion. Et domhus skulle udtrykke lov og ret uden overflødig pynt, og private huse for velhavende borgere skulle vise, at her boede samfundets nye magthavere. Offentlige bygninger fik en monumental karakter, der kunne matche – og nogle gange endda overgå – tidens kirker og slotte.

Kunstakademiets rolle og de franske arkitekter

Da Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754, markerede det begyndelsen på klassicismens gennembrud i Danmark. Den første direktør var arkitekten Nicolai Eigtved, men allerede kort efter overtog franskmanden Jacques-François-Joseph Saly posten.

En anden franskmand – arkitekten Nicolas-Henri Jardin – kom til København i 1755. Han blev hurtigt professor på Akademiet og senere kongelig bygningsmester. Jardin var stærkt inspireret af den franske klassicisme, og hans ideer satte et varigt præg på de studerende.

Over de næste hundrede år kom klassicismen til at dominere dansk arkitektur. Særligt København ændrede udseende. Byen fik i årtierne omkring 1800 den klassicistiske karakter, der stadig præger mange gader og pladser i dag.

Jardins indflydelse og Harsdorffs gennembrud

Jardin blev en vigtig figur i dansk arkitektur, ikke blot gennem sine egne bygninger som Bernstorff Slot i Gentofte, men også gennem sine elever. Mest markant var Christian Frederik Harsdorff, der senere satte afgørende spor i København.

Selv uden for hovedstaden mærkedes Jardins indflydelse. Hans ideer blev videreført af bygmestre i provinsen, hvilket gjorde klassicismen til et bredt og landsdækkende fænomen.

Harsdorffs Hus som forbillede

I årene op til 1800 blev der ikke rejst mange store værker i Danmark. Til gengæld voksede en tradition for mindre huse frem – og her kom C.F. Harsdorff til at spille en central rolle.

I 1766 blev han professor på Kunstakademiet. Stillingen omfattede en bolig på Charlottenborg, men kong Frederik 5. tilbød ham i stedet en nabogrund gratis. Til gengæld skulle han opføre et hus, som kunne fungere som model for borgerligt byggeri i København.

Mellem 1779 og 1780 byggede han Harsdorffs Hus. Bygningen blev en slags fuldskala forbillede på klassicismens idealer. Med tre facader på en uregelmæssig grund kombinerede huset beskedne borgerlige træk med mere monumentale elementer.

De ydre facader var enkle og nøgterne, mens midterpartiet fremstod markant med pilastre og en tempelgavl. Huset kom til at danne skole, og ved den omfattende genopbygning af København i begyndelsen af 1800-tallet blev det forbillede for hundredvis af nye huse.

C. F. Hansen og de store bygningsværker

Efter Københavns brand i 1795 og englændernes bombardement i 1807 opstod et stort behov for nye monumentale byggerier. Denne opgave tilfaldt arkitekten C.F. Hansen.

Hvor Harsdorff var inspireret af græsk arkitektur, kiggede C.F. Hansen også på det romerske formsprog. Han arbejdede med enkle, kraftige former og store murflader. De få detaljer blev nøje udvalgt, så de kunne skabe dramatiske lys- og skyggevirkninger.

C.F. Hansens mest markante værker i København tæller Råd- og Domhuset, Slotskirken på Christiansborg og Vor Frue Kirke. Alle tre bygninger viser hans sans for stram enkelhed og monumental virkning.

Råd- og Domhuset på Nytorv

Branden i 1795 ødelagde også rådhuset i København. Det havde ligget på Strøget og adskilte Gammeltorv og Nytorv. Beslutningen blev at samle rådhus, domhus og arresthus i én bygning på Nytorv.

Med C. F. Hansen som arkitekt blev tegningerne på det nye Råd- og Domhuset godkendt i 1803 og stod færdigt i 1815. Bygningen er et klart eksempel på klassicismens formsprog. Midterpartiet fremstår monumentalt med en søjlefront, mens siderne er enkle og stramt udformede.

Facaden er næsten lukket, uden udsmykning, og vinduerne er få og placeret med stor regelmæssighed. Indgangen er trukket tilbage bag søjlerne i en loggia, hvilket understreger alvoren i bygningens funktion. Råd- og Domhuset udtrykker ro, værdighed og retsbevidsthed – præcis de værdier, der skulle præge det borgerlige samfund.

Nye borgerhuse i København

Genopbygningen efter den store brand i 1795 førte til en ny type borgerhuse. Af hensyn til brandsikkerheden blev der indført flere regler. Ét krav forbød bindingsværk i yderfacader mod gaden i etagebyggeri. Et andet krav var de såkaldte “brækkede” hjørner. I de smalle middelaldergader havde det vist sig vanskeligt for brandvæsenet at manøvrere rundt om skarpe hjørner. Ved at afskære hjørnerne blev adgangen lettere og hurtigere, og samtidig fik husene et særligt præg, der stadig kendetegner København.

Økonomien i starten af 1800-tallet var stram, og det satte sit tydelige aftryk på byggeriet. Husene blev opført med enkle og regulære facader, uden overdådig dekoration. Denne nøgternhed stemte godt overens med klassicismens idealer om enkelhed, orden og funktionalitet. Resultatet var et harmonisk bybillede, som stadig præger København.

Senklassicisme og Thorvaldsens Museum

I begyndelsen af 1800-tallet blev det opdaget, at antikkens bygninger oprindeligt ikke havde stået i hvidt marmor alene, men var blevet malet i stærke farver. Denne viden førte til en ny fase i klassicismen, den såkaldte senklassicisme.

Et hovedværk fra denne periode er Thorvaldsens Museum i København, tegnet af Gottlieb Bindesbøll og opført 1839-1848. Museet var et af de første i verden, der blev bygget for at ære én kunstner: billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Her blev hans hvide marmorskulpturer og øvrige samling udstillet.

Museet adskiller sig markant fra Hansens bygninger. Bindesbølls arkitektur kombinerede klare, enkle linjer med stærke farver. Den ydre frise, malet af Jørgen Sonne, viser Thorvaldsens hjemkomst fra Italien og løber hele vejen rundt om bygningen. Thorvaldsens Museum markerer dermed både senklassicismens gennembrud og en ny forståelse af antikkens udtryk.

Klassicismen i provinsen

Mens København gennemgik en omfattende forvandling i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, var udviklingen i provinsbyerne mere afdæmpet. Enkelte steder oplevede dog velstand, og det afspejles tydeligt i bygningskulturen.

Slotsgade i Møgeltønder står i dag som et af de fineste eksempler. Her findes en række grundmurede længehuse med store stråtage og smukke detaljer. De ældste huse blev opført allerede i 1730’erne efter lokal byggeskik i Vestslesvig.

I løbet af 1800-tallet skete der dog store forandringer. Stråtage blev forbudt i mange købstæder af hensyn til brandsikkerheden. I stedet begyndte man at bygge huse i én eller to etager med grundmurede vægge, pudsede facader og tegltage. Resultatet var et mere ensartet bybillede, som kan ses i byer som Bogense, Nibe, Sæby og Kerteminde. Her fik provinsbyerne et klassicistisk præg, om end i en enklere og mere nøgtern form end i hovedstaden.

Klassicismens efterklang

Klassicismen satte dybe spor i dansk arkitektur. Den ændrede både monumentalbyggeriet i København og de mere beskedne borgerhuse i provinsen. Stilens idealer afspejlede samfundets udvikling, hvor borgerskabet trådte frem som en ny magtfaktor.

Bygningerne blev skabt med klare formål: Domhuset skulle udtrykke retfærdighed, museet dannelse og boligen værdighed. Arkitekturen blev et spejl af de værdier, som bar samfundet frem i perioden.

Fra Kunstakademiets grundlæggelse og Jardins undervisning til Harsdorffs forbilleder, Hansens monumenter og Bindesbølls farverige museum blev klassicismen en stil, der formede Danmark. Når man i dag bevæger sig gennem Københavns gader eller besøger provinsbyernes gamle huse, møder man stadig arven efter klassicismen i facadernes rytme, linjernes klarhed og byernes helhed.