Barok

Barokken er en af Europas mest markante og genkendelige stilperioder. Den er kendetegnet ved dramatik, kontraster, farverigdom og et stærkt følelsesudtryk. Ordet stammer fra portugisisk og betyder “ujævn eller uperfekt perle” – en passende betegnelse for en stil, der brød med renæssancens stramme symmetri og rationelle klarhed, men som samtidig var en videreudvikling af renæssancens klassiske arkitektur. Hvor renæssancens arkitekter stræbte efter ro, orden og klarhed, søgte barokkens at skabe bevægelse, dramatik og stærke følelsesudtryk, blandt andet gennem markante perspektiveffekter.

Stilen opstod i Italien i begyndelsen af 1600-tallet, blandt andet med afsæt i Michelangelos sene værker, og udviklede sig siden med variationer op igennem Europa. Fra starten var barokkens arkitektur tæt knyttet til to magtcentre: den katolske kirke og de europæiske enevældige hoffer. Begge brugte bygninger og byrum til at overbevise, imponere og iscenesætte magt.

Barokkens formsprog – bevægelse og drama

Barokkens arkitektur søger at skabe bevægelse og fremkalde stærke sanseindtryk. Den er dramatisk og rig på detaljer. De plane flader og lige linjer fra renæssancen blev afløst af buede, bølgende former, konvekse og konkave murflader samt skift mellem fremspring og indhug. Facader kunne være symmetriske, men blev gjort levende med skiftende former og lysvirkninger. Typiske træk omfattede gennemgående pilastre, kraftige gesimser, afvalmede tage, mønstermurværk samt fremhævede vindues- og murpartier.

Søjlerne strakte sig ofte over flere etager og havde mere fylde end tidligere. I stedet for at være indbygget i væggen som halvsøjler stod de frit som helsøjler og inddrog mere af rummet omkring bygningen. Store dekorative volutter – spiralformede ornamenter – markerede overgangene mellem søjler, gesimser og tagpartier.

Opbygningen var stadig symmetrisk, men symmetrien blev ofte brudt af overraskende kontraster. Et indhug på den ene side af midteraksen kunne modsvares af et fremspring på den anden. Lys og skygge blev brugt som virkemidler: et dunkelt rum kunne pludselig oplyses af et strategisk placeret vindue, og facadens fremspring og fordybninger kastede vekslende skygger i løbet af dagen.

Flere bygninger fungerede som totalkunstværker, hvor arkitektur, skulptur, maleri og møbelkunst blev integreret i én helhed. Illusionsteknikker var populære: hvis det ikke var muligt at bygge en kuppel, kunne den males i perspektiv, så loftet syntes at åbne sig mod himlen. Dette samspil af former, farver, lys og overraskende løsninger skabte et sansebombardement, der skulle forføre og overbevise.

Kirken som scene – den katolske barok i Rom

I løbet af 1500-tallet udfordrede reformationen den katolske kirke. Protestantismen spredte sig hurtigt, og i Rom frygtede man et dramatisk tab af magt. For at genvinde sin styrke satte paven ind med kunst og arkitektur som overbevisende virkemidler. Kirken skulle genvinde sin autoritet og tiltrække de troende.

Pavens strategi blev tydelig i Roms bybillede. Man opførte monumentale kirker og pladser, der skulle imponere med deres skala og udsmykning. Peterskirken og den store Petersplads foran er blandt de mest markante eksempler. Pladsens søjlegange omkranser de besøgende som enorme arme og leder dem mod kirkens indre.

Byplanlægningen fik også et teatralsk præg. Smalle gyder kunne pludselig åbne sig mod store pladser, og brede gader blev anlagt for at føre blikket direkte mod en kirke eller anden central bygning. Disse rum fungerede som scener for hverdagslivet, med overraskelser og skiftende perspektiver, der understregede barokkens dramatiske iscenesættelse.

Kongens arkitektur – enevælden i Europa

I 1600-tallet blev enevælden indført i flere europæiske lande. Styreformen samlede al magt hos kongen, og arkitekturen blev et centralt værktøj til at vise og legitimere hans position.

Frankrig var et af de lande, hvor barokken blev brugt mest målrettet til kongelig iscenesættelse. Versailles-slottet, opført for Solkongen Ludvig den 14., er et af barokkens mest kendte værker. Hele anlægget er organiseret omkring akser, der udgår fra kongens soveværelse – både symbolsk og praktisk, da solens første stråler faldt direkte ind ad rummets vinduer.

Versailles’ haveanlæg gentager dette budskab. Lange lige linjer og stier strækker sig mod horisonten, som et visuelt udtryk for kongens ubegrænsede magt. Slottet og dets haver blev forbilleder for mange andre europæiske anlæg i perioden.

Dansk barok tager form

I Danmark blev barokken først fremtrædende efter indførelsen af enevælden i 1660. Som i resten af Europa blev arkitekturen et redskab til at symbolisere magten.

Enevælden samlede alt offentligt byggeri under én central administration – generalbygmesterembedet – der havde både praktisk og kunstnerisk ansvar for projekterne. Den første generalbygmester, Lambert van Haven, blev udnævnt i 1671 og var også kongelig hofmaler. Embedet sikrede, at udenlandske impulser hurtigere nåede Danmark, blandt andet gennem uddannelsesrejser for unge arkitekter.

Udviklingen begyndte i kongens København. Her blev nye gader og pladser anlagt, og monumentalbyggeriet satte et tydeligt præg. Blandt de første store værker var Charlottenborg, tegnet af hollænderen Ewert Janssen i 1670’erne, og Vor Frelsers Kirke, tegnet af generalbygmesteren selv, Lambert van Haven.

Mange af de arkitektoniske impulser kom til Danmark via Nederlandene. Her var barokkens udtryk mere afdæmpet end den italienske. I Danmark blev den kombineret med renæssancens antikke former og barokkens dramatiske virkemidler. Bygningerne var stadig monumentale og symmetriske, men udsmykningen var mindre prangende, og materialevalget ofte enklere. Denne tilpasning skabte en særlig variant af stilen, som på én gang bevarede barokkens formsprog og gav det et mere behersket udtryk.

Barokkens aftryk på byen og landet

Det var ikke kun i det monumentale byggeri, at barokken satte sit præg. Også de almindelige huse ændrede sig, og Københavns brand i 1728 kom til at spille en afgørende rolle for udviklingen.

Efter branden skulle store dele af byen bygges op igen. Resultatet blev blandt andet de såkaldte Ildebrandshuse i København, som især kendes for deres markante gavlkviste.

Af hensyn til brandfaren skulle gadefacaderne være grundmurede, mens bagfacader og sidehuse kunne være af bindingsværk. Kravene blev dog senere lempet, fordi mange ikke havde råd til at opfylde dem. I dag er kan man blandt andet se eksempler på Ildebrandshuse på Gråbrødretorv.

På landet forsvandt middelalderens forsvarselementer næsten helt fra herregårde og slotte. Over hele landet var man tydeligvis inspireret af de tendenser, man så i arkitekturen i København. Herregårdene, der blev bygget i denne periode, var meget anderledes end dem fra renæssancen. Rummene blev større og lysere, fordi man placerede store vinduer i murene.

Man tænkte ikke så meget på forsvarsforanstaltninger mere, selvom der ganske ofte var gamle voldgrave omkring bygningerne. Grunden til, at man ikke fjernede voldene helt, var først og fremmest fordi man gerne ville markere, at der var afstand mellem herskabet og folket, men også fordi man ønskede at skabe en kunstnerisk helhed mellem bolig, landskab og have. I dag findes stadig en del velbevarede herregårde – et godt eksempel på en barok herregård er Nysø på Sydsjælland.

Barokkens betydning lever stadig

Fra de romerske pladser og Peterskirken til Versailles’ akser og de danske slotte og herregårdes elegance viser barokken, hvordan arkitektur kan bruges til at kommunikere magt, tro og status.

I Danmark satte perioden et varigt præg på både by og land, og selvom den stilhistorisk afsluttedes omkring midten af 1700-tallet, lever dens formsprog videre i restaureringer og nybyggeri, der låner fra periodens dramatiske virkemidler. Barokken minder os om, at arkitektur ikke kun er en fysisk ramme, men også et budskab om magt formuleret i sten, lys og skygge.