Bliv journalistpraktikant i Dansk Arkitektur Center
Drømmer du om en praktikplads, der giver dig indsigt, udsigt og god plads til at lære?
Praktik i DAC
Vi søger to journalistpraktikanter i 6 eller 12 måneder med start til februar 2026.
Du kan møde os på praktikmessen i Odense d. 21. oktober.
Vi elsker byen, parkerne, havnen og menneskerne midt i det hele. Og vi elsker at fortælle hele verden de fantastiske historier fra virkeligheden, som den ser ud, når det er mennesker, der har bygget den.
Du er en idérig journaliststuderende med drive, god visuel forståelse og – frem for alt – en lyst til at komme ud i virkeligheden.
Måske er vi det perfekte match?
Hvad skal DAC med en journalistpraktikant?
Dansk Arkitektur Center – DAC har en public service-forpligtelse til at fortælle om arkitektur til hele Danmark – og den del har vi for nyligt skruet op for, så vi ikke kun er noget for de besøgende i vores udstilling i BLOX-bygningen i København. Vi vil også være noget for dem, der møder os på dac.dk, i vores app og på andre digitale platforme.
Som journalistpraktikant kommer du til at arbejde tæt sammen med vores digitale redaktør og en anden journalistpraktikant – og sammen med resten af teamet får du lov til at spille en definerende rolle i at fortælle digitale historier om arkitektur.
Hvad kommer en journalistpraktikant til at lave?
Indhold:
På vores dac.dk udkommer vi blandt andet med interviews med arkitekter og portrætter af de mennesker, der bygger, bor i og bruger arkitekturen. Vi skriver også artikler om arkitektoniske perler, arkitekturguides og længere baggrundhistorier om hvad arkitekturen betyder for kloden og os mennesker. Du kommer med lige fra idé til færdigt indhold, og hvis du er nysgerrig på, hvad indholdet er, kan du se meget af det vi laver på vores sub-site: DAC Magazine
SoMe:
DACs Instagram er spydspidsen for både indhold og kampagner i forbindelse med udstillinger og aktiviteter i DAC, men vi laver også formater, som er udviklet specifikt til sociale kanaler, og som kun lever der. Portrætter af arkitekter, korte explainers, arkitekturguides eller noget helt tredje, vi udvikler sammen.
Presse:
Kontakt til medier – både nationalt og internationalt. Skrive pressemeddelelser, lave vinkler til presse-pitch eller skrive advertorials til andre magasiner og medier.
Kort sagt kommer du til at idéudvikle, vinkle og lave interviews, features, baggrunde, pressemeddelelser, skæve personhistorier og den helt korte caption til Insta. Vi giver plads til den gode idé, og du er selv med til at sætte niveauet. Vil du skrive? Perfekt – det skal du nok komme til. Er du mere vild med video? Super, så er det den vej, vi går. Uanset hvad, så vil du opleve et sted, der værdsætter dine inputs, og hvor det er tilladt at fejle, så du får opbygget den rutine, som en god praktiktid skal give.
Hvem arbejder ellers i DAC?
Vi er rigtig mange forskellige fagligheder i DAC. Alt fra arkitekter til eventfolk og undervisere. Og så er der selvfølgelig os i marketing- og kommunikationsafdelingen. Her arbejder blandt andet en digital redaktør, to journalistpraktikanter, en SoMe-manager, en presseansvarlig, en grafiker, en marketingchef og tre studentermedhjælpere, der uddanner sig indenfor kommunikation og marketing. Og snart får vi måske dig med på holdet.
Mere info?
Vi afholder primært samtaler mandag og tirsdag i samtaleugen.
Kontakt digital redaktør og praktikantvejleder Andreas Grubbe Kirkelund på agk@dac.dk eller ring 30 90 47 17 og lav en aftale.
Hvis du vil vide lidt mere om praktikantlivet i DAC, kan du hive fat i Anna Skovby Hansen, der er en af vores nuværende praktikanter. Fang hende på ash@dac.dk eller på 30 69 37 24.
Hent stillingsopslaget
Her kan du hente stillingsopslaget som pdf. Vi glæder os til at høre fra dig.