Skip to main content

Carina Rosborg Thornval

Kommunikationsteknologi og Meningsdannelsesprocesser i Byudviklingen

Det Kongelige Danske Akademi For Arkitektur, Design og Konservering
År for projekt: 2022-2025

Hvad er emnet for din ph.d.-afhandling, kort fortalt?

Formålet med ph.d.-projektet er at forstå, hvordan sociale medier, nyhedsmedier og den offentlige debat i det hele taget påvirker meningsdynamikker i byudviklingsprojekter. Jeg har valgt at fokusere på det store byudviklingsprojekt Lynetteholm, fordi projektet har igangsat mange forskellige debatter og stadigvæk gør det. Hvad er det, der er på spil, og hvilken betydning har karakteren af den offentlige debat for sådan et projekt? På den måde handler projektet i høj grad netop om at forstå vilkårene for den demokratiske dialog om byudvikling.

Hvad gør din forskning relevant?

På nuværende tidspunkt står regeringen overfor at skulle implementere stadigt mere ambitiøse tiltag, for at løse komplekse og mangefacetterede problemer som befolkningen står overfor. På den måde kan man sige, at det i dag er afgørende at den demokratiske dialog, som vi i Danmark historisk har tilstræbt, med og i befolkningen bliver opretholdt, for at disse implementeringsprocesser kan gennemføres. Samtidigt har populære informations – og kommunikationsteknologier ændret vilkårene for netop dette. Vi er nødt til at forstå, hvad disse nye vilkår er, og hvad de har af konsekvenser for videre at forstå, hvordan vi skaber de bedste betingelser for den demokratiske dialog i fremtiden. Indtil nu har jeg bl.a. brugt metoder som digital etnografi til at kortlægge debatten om Lynetteholmen, for at forstå hvordan konsensus og polariseringsdynamikker kan opstå, og hvad der har betydning for, hvordan de udvikler sig.

Hvad håber du på at få ud af at skrive en erhvervs-ph.d.?

Jeg håber på at kunne identificere, hvor og hvordan menings- og polariseringsdynamikker i den offentlige debat om byudvikling udfolder sig. I forlængelse heraf er det også min ambition at belyse, hvordan man fremmer vækstvilkårene for byudviklingsdebatten fremadrettet. Personligt håber jeg, at jeg igennem mit erhvervs-ph.d.-projekt kan oparbejde kompetencer til at bedrive forskning, så jeg forsat kan bidrage til at belyse forholdet mellem socialitet og teknologi.