Anders Brøndum Klein

Samskabelsesprocesser har stadig til gode at bevise, at de virker
Kollektiv meningsdannelse iblandt heterogene aktører i eksperimentelle samskabelsesprocesser
Dansk Arkitektur Center og Copenhagen Business School
2019-2022
Hvad var emnet for din ph.d.-afhandling kort fortalt?
Jeg har undersøgt, hvordan byens aktører samarbejder, når de skal løse en fælles udfordring i deres by. Det har jeg gjort ved at lave et felteksperiment, hvor kommunale embedsfolk, borgere og aktører fra det private erhvervsliv i fællesskab skulle løse en problemstilling. Mit mål var at få detaljeret indsigt i de dynamikker, der opstår, når byens aktører skal samarbejde.
Hvad overraskede dig mest ved processen?
Jeg var overrasket over, hvor overvældende det er at dykke ned i et emne og gennemtrævle bunker af videnskabelige artikler. Et forskningsemne er en uudtømmelig kilde af viden, som man aldrig bliver færdig med. Det lyder som en kliché, at jeg med mere viden opdagede, hvor lidt jeg i virkeligheden vidste. Ikke desto mindre var det sådan, jeg oplevede det.
Hvad er det vigtigste, du har lært af at skrive en erhvervs-ph.d.?
Jeg har lært at værdsætte kritik. I den akademiske verden sætter man en ære i at kritisere og at blive kritiseret. Kritik kan nemlig gennemhulle en videnskabelig idé i en sådan grad, at man må gentænke og forbedre den. I starten skulle jeg lige vænne mig til jargonen, men jeg fandt ret hurtigt ud af, at denne form for kritik er enormt værdifuld. Til sidst lærte jeg ligefrem at sige oprigtigt tak for kritikken.
Hvilken indvirkning har din ph.d.-afhandling haft på dig personligt?
Det har været en øjenåbnende oplevelse for mig at være tilbage i den akademiske verden. Med erhvervs-ph.d.-studiet fik jeg mulighed for at skrue ned for tempoet og fordybe mig i en relevant problemstilling. Jeg håbede nok lidt naivt, at jeg med min forskning kunne afdække problemet og gøre verden mere overskuelig. Men jeg oplevede hurtigt, at verden åbnede sig op og blev mere kompleks i takt med, at mit studie skred frem. Det har været en lærerig rejse, som ikke slutter med ph.d.-studiet.
Hvad var det vigtigste læringspunkt i din afhandling?
Gennem min forskning fandt jeg frem til tre typer af underliggende processer, der finder sted i samskabelsesprocesserne, og som begrænser byaktørernes muligheder for at blive enige. Jeg kalder disse processer for: Alternativ fælles meningsdannelse, Strategisk polariseret meningsdannelse og Pragmatisk polariseret meningsdannelse. Fælles for dem er, at de alle på hver sin måde begrænser aktørernes mulighed for enten at integrere, tilpasse eller kombinere deres idéer med hinanden – og i sidste ende muligheden for at skabe innovative løsninger.
Hvad gør din forskning relevant?
Verdens byer står i disse år over for en presserende udfordring: Hvordan kan de skabe økonomisk velstand og social sammenhængskraft, samtidig med at de opnår miljømæssig bæredygtighed? Som respons på den komplekse udfordring er der vokset en mangfoldighed af nye, eksperimentelle samskabelsesprocesser frem på tværs af verdens byer. Ideen er, at aktører fra den offentlige, private og civile sektor skal samskabe fremtidens bæredygtige byløsninger. Men faktisk har disse tværsektorielle samskabelsesprocesser stadig til gode at bevise, at de virker. Aktørernes forskellige faglige og kulturelle baggrunde kan gøre det svært for dem at samarbejde og skabe mening på tværs. Det er derfor relevant for alle byens aktører – både teoretikere, praktikere og forvaltere – at forstå de mere subtile processer der kan opstå, når de forsøger at skabe fremtidens løsninger.
Hvad er perspektiverne i dine forskningsresultater?
Mine forskningsresultater kan være med til at forklare, hvorfor tværsektorielle samskabelsesprocesser stadig har til gode at bevise, at de virker. Forskning har haft en tendens til at fokusere på at forbedre de urbane samskabelsesprocesser, frem for at foretage mere detaljerede analyser af selve de processer, der finder sted inde i dem – og af deres konsekvenser. Med mit ph.d.-studie har jeg netop forsøgt at lave en kritisk analyse af disse processer, og mine forskningsresultater belyser her helt væsentlige udfordringer og risikofaktorer ved processerne.